Kære kolleger
Hermed en nytårshilsen med nyt fra jeres organisation.
DØNHOs formøde og DSOHHs 125 år jubilæum.
DØNHO afholder sit årlige formøde onsdag den 10. april 2024. Programmet byder på oplæg ved FAPS, hvor vi bevæger os ind det overenskomstforberedende arbejde til OK25. Dernæst rettes fokus på ØNH udenfor landets grænser med bla. En præsentation af ”Global Outreach Initiative” ved Professor Per Caye-Thomasen og andre oplægsholdere, der vil supplere emnet med deres erfaringer. Til DSOHHs årsmøde den 11. og 12. april fejres selskabets 125 års jubilæum. Forvent et festligt årsmøde med specielle oplæg, festmiddag og meget mere. DSOHH ser frem til at byde mange deltagere velkommen!
Er ALK i gang med en markedsundersøgelse?
ALK har taget kontakt til flere medlemmer vedrørende ydelsesmønstre for omsætning på allergiområdet. Det skal understreges, at det er op til den enkelte klinik, om de ønsker at dele disse oplysninger. Disse data tilhører den enkelte klinik, og der er ingen forpligtigelse til at dele dem, selvom ALK’s sælgere tilbyder kurser til klinikpersonalet og kommer med lækre sandwich. Det er en individuel beslutning (og ansvar) for hver klinik at håndtere og dele egne data. DØNHO fraråder at give eksterne aktører adgang til ydelsesdata.
DØNHO´s 2. årsmøde
91 havde tilmeldt sig årsmødet, som løb af stablen fredag d. 17. november. Bestyrelsen takker for den store interesse. Vi var begunstiget af fremragende foredragsholdere, der hver især udviste højt fagligt niveau og fremstod som særdeles gode formidlere. Formiddagen bød på udredning og behandling af processer i thyroidea, samt senfølger efter behandling. Eftermiddagen havde et mere blandet indhold. Efter en let frokost, hvor vores smagsløg fik en afdæmpet opvarmning, skiftede vi over til et tankevækkende foredrag om tab af lugtesans og smag. De beskedne retter fra frokostbuffeten blev – måske for nogle – pludselig baggrund for en dybere refleksion over, hvad man kan miste. Fra små bidder mad og store overvejelser om sansers begrænsninger til vores begrænsninger som speciallæger. En stor tak til de modige speciallæger, der delte deres ‘worst case’ – de nød vores alles respekt.
Men også muligheder. Kim Werther delte indsigt i, hvordan kunne påvirke sundhedsbeslutninger gennem politisk arbejde, og Formand for Lægeforeningerne, Camilla Rathcke, kastede lys over magten i sundhedsvæsenet samt lægeforeningens rolle.
Højt humør og sort humor prægede foredraget “Mit lægeliv: Retsmedicin og drab” med retsmediciner Asser Hedegaard Thomsen. Han tog os med på en morsom og makaber rejse gennem retsmedicinens verden, hvor drab blev afdramatiseret med et glimt i øjet. En kombination af sjov og faglig indsigt gjorde dette foredrag til en uforglemmelig oplevelse. Dagen blev afrundet lige omkring, hvor eftermiddagen begyndte, med en sansefuld oplevelse af lugt og smag. Gamborg Bryghus stod for en ølsmagning, hvilket blev efterfulgt af en herlig middag og dans.
Generalforsamling:
Årsmødet blev sluttet af med årets generalforsamling. Også her slog vi alle rekorder med 60 deltagere. Vigtigste punkter i formandens beretning blev præsenteret, den fulde version er tilgængelig på hjemmesiden. Tomaas Ravn valgte at træde ud af DØNHO´s bestyrelse og modtog vin og klapsalver for sit arbejde i bestyrelsen og FAPS. Mikkel Alanin og Anders Jørgensen blev valgt som nye medlemmer af DØNHO´s bestyrelse.
Konstituering:
Efter generalforsamlingen holdt DØNHO et konstituerende bestyrelsesmøde, og bestyrelsen er nu sammensat som følger:
Formand: Rikke Haahr
Næstformand: Thomas Qvist
Sekretær: Anders Jørgensen
Kasserer: Gitte Obel
Formand DØNHOF: Peter Tingsgaard
Medlem: Ann-Louise Reventlow-Mourier
Medlem: Mikkel Alanin
DSOHH-observatør: Christian Bak
DØNHO´s bestyrelse ønsker alle et godt nytår.