DØNHO's formandsberetning 2023
Formandens beretning 2024
Kære kolleger, velkommen til DØNHO General Forsamlingen 2024
-
INDLEDNING
Så passerede endnu et år som formand for DØNHO. Opgaverne har også i det seneste år været mangeartede og er blevet løst på bedste vis i et godt og givende samarbejde med DØNHO´s øvrige bestyrelsesmedlemmer. Så igen i år vil jeg som det første i beretningen udtrykke en stor tak til bestyrelsen for jeres store engagement, jeres hjælpsomhed, stærke holdninger og viden, når opgaverne skal drøftes og løses. I står altid parat til at lytte og byde ind med jeres betragtninger og erfaringer, så opgaverne hver gang løses med fagligheden, ordentligheden og kvaliteten i højsædet.
Jeres indsats er uvurderlig. Tak for jer.
Bestyrelsen har i det forgangne år bestået af følgende medlemmer:
Rikke Haahr, Horsens, Formand
Thomas Qvist, Randers, Næstformand
Anders Jørgensen, Hobro, Sekretær
Gitte Obel, Vejen, Kasserer
Peter Tingsgaard, Slagelse, DØNHOF formand
Mikkel Alanin, Rødovre, Observatør i FAPS
Ann-Louise Reventlow-Mourier, Kbh., Formand i FAPS
Christian Bak, Viborg, DØNHO observatør, medlem af DSOHH´s bestyrelse
Der skal også lyde en stor tak til alle de medlemmer, der uden at være en del af bestyrelsen lægger tid og kræfter i at forny og forbedre vores speciale og sektor. Uanset hvor meget eller lidt I har bidraget med, er det netop disse initiativer og dette engagement, der medvirker til at styrke patientbehandlingen, samarbejdet og udviklingen i speciallægepraksis. DØNHO er altid tilgængelig for drøftelser og sparring, hvis man har gode ideer, der skal hjælpes i gang eller blot trykprøves på et panel af erfarne speciallæger. Vi sætter stor pris på alle jeres henvendelser, det være sig ris, ros eller kommentarer til vores arbejde.
Som skrevet i vores vedtægter er DØNHO´s fremmeste opgave netop at varetage medlemmernes (vores) interesser, det være sig de faglige, organisatoriske, økonomiske og kollegiale interesser. I denne beretning vil jeg derfor tage udgangspunkt i netop disse mål, så vi til slut får et overblik over, om vi igen i år er lykkedes med opgaven.
-
FAGLIGE INTERESSER
DØNHO har igen i år været involveret i opdateringer af retningslinjer, uddannelse af yngre kommende speciallæger, videreuddannelse af speciallæger og uddannelse af personale i praksis. DØNHO-repræsentanter har desuden siddet med i flere faglige selskaber og udvalg med henblik på at værne om faglig kvalitet og sikre relevans for vores sektor.
Ifølge overenskomsten om speciallægehjælp har vi praktiserende speciallæger ret til 8 årlige efteruddannelsesdage. Formålet er at skabe et incitament for den enkelte praktiserende speciallæges valg af efteruddannelsesaktivitet og samtidig sikre og udvikle den faglige kvalitet i speciallægepraksis bedst muligt. Gennemsnitligt bruger den enkelte speciallæge desværre kun 4 uddannelsesdage. Derfor vil DØNHO gerne opfordre til, at vi alle videreuddanner os og minde alle om at få brugt (og ansøgt om) alle de uddannelsesdage, vi har ret til.
Behandlingsrådet: Obstruktiv Søvnapnø (OSA)
Behandlingsrådene i Danmark blev oprettet i 2010, men har inden for de senere år fået udvidet deres beføjelser. Deres rolle er således blevet styrket, så de ikke kun evaluerer eksisterende behandlinger, men også har en større indsigt og indflydelse på prioriteringen af nye behandlinger og medicinske teknologier. Rådene har til opgave at sikre, at behandlinger og medicinske interventioner, der tilbydes på sundhedsområdet, er effektive, sikre og baseret på den nyeste evidens.
I 2023 blev der nedsat et Fagudvalg for analyse af behandling af OSA. Overlæge Eva Kirkegaard blev formand, og opgaven var en gennemgang af behandlingsalternativer til CPAP til patienter med mild og moderat søvnapnø, samt effekt og omkostninger ved disse. Det primære fokus var om non-invasiv behandling med søvnapnøskinne (MAD) skulle være en del af det regionale behandlingstilbud.
Vi ved alle, at standardbehandlingen af OSA er CPAP, men op mod 50% af patienterne kan ikke medvirke til at anvende CPAP-apparatet tilstrækkeligt til at opnå effektiv behandling og dermed reducere risikoen for senfølger. Patientpopulationen er stærkt stigende og andelen af patienter uden effektiv CPAP-behandling udgør samtidig et væsentligt ressourcetræk hos de behandlende afdelinger. MAD er et kendt alternativ til CPAP-behandling af patienter med obstruktiv søvnapnø. Skinnerne produceres og tilbydes i dag hos privatpraktiserende tandlæger, hvilket påfører patienterne en betydelig egenbetaling (op til 15.000 kr.). Der er derfor et ønske om at kunne tilbyde behandlingen i regionalt regi til de patienter, der har behandlingsmæssig gavn heraf. På den måde sikres, at alle patienter har lige adgang til rette behandling og dermed mindskes ulighed i behandlingen af obstruktiv søvnapnø.
Behandlingsrådet færdiggjorde i juni 2024 sin rapport om behandling af OSA og konkluderer/anerkender, at der kan være et behov for at tilrettelægge et behandlingsforløb med MAD. Der lægges op til en fornyet gennemførsel af et nationalt udbud for CPAP og positionsbehandling ved udløb af den eksisterende fællesregionale aftale. Der lægges desuden op til et nationalt udbud af MAD-udstyr. Den endelig struktur på området er således ikke på plads, men vi vil i DØNHO holde øje med, hvordan den lander.
Derudover samarbejder DØNHO fortsat med DSOHH på søvnområdet. Da arbejdet med de Nationale Kliniske Retningslinjer er skrinlagt, blev der i stedet taget initiativ til at søge andre veje i forhold til at gøre vores (og specialets) indflydelse gældende, ikke mindst i forhold til at fastholde vores oplagte relevans i udredningen og behandlingen af OSA. For at fremme dette arbejde er der på initiativ fra DSOHH nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter på tværs af sektorer og geografi. DØNHO er i denne gruppe repræsenteret af Thomas Qvist. Derudover deltager Thomas Kjærgaard (DSOHH), Kristian Bruun (DRS), Jesper Bille (AUH) og Eva Kirkegaard (RH). Gruppens første initiativ er en statusartikel til Ugeskriftet der komplementerer det tidligere udkomne Temanummer om søvn, hvor ØNH-specialets væsentlige rolle i udredning og behandling af obstruktiv søvnapnø ikke er tilstrækkeligt belyst. Denne artikel er p.t. ved at blive finpudset inden publikation.
Korte kliniske retningslinjer
I starten af året blev der, i samarbejde med DSOHH, taget initiativ til en grundig revision af KKR for tinnitus og asymmetriske høretab, herunder specifikt fokus på udredningskriterierne for Vestibularis Schwannom. Vi har fra DØNHO´s side opfordret til en vurdering af, om det er muligt at udarbejde differentierede kriterier fx i relation til alder. Vi har allieret os med Professor Overlæge Per Caye–Thomasen, faglige ressourcepersoner fra ØNH-afdelingerne samt DMAS, og som repræsentant fra ØNH-praksis har Thomas Skov Randrup sagt ja til at repræsentere vores syn på disse emner. Begge problematikker fylder rigtig meget i vores kliniske hverdag. Første udkast er p.t. rundsendt til de involverede parter.
Forskning
Fonden for faglig udvikling i speciallægepraksis har igen i år bevilget midler til forskningsprojekter med afsæt i ØNH-praksis. Stort tillykke til Michael Lüscher der har fået tildelt midler til et studie der undersøger anvendeligheden af de nationale sundhedsregistre i relation til mere viden om effekten af adenotomi og identifikation af risikopatienter med svimmelhed. DØNHO bifalder dette arbejde, og vi vil meget gerne, gennem DØNHOF, understøtte videnskabeligt arbejde udgående fra ØNH speciallægepraksis generelt, da forskning i høj grad underbygger vores gennemslagskraft i en række andre sammenhænge. Formandsposten for DØNHO´s forskningsenhed (DØNHOF) varetages fortsat af Peter Tingsgaard, der altid er tilgængelig for forskningsrelateret sparring.
Kurser/møder
Praksis A-kursus:
I september 2024 afvikledes Praksis-A-kursus for anden gang. Også denne gang blev kurset styret med sikker hånd af delkursusleder Thomas Qvist. Tak til alle kolleger fra praksis der, som undervisere, har bidraget med deres høje faglige niveau og ukuelige engagement, så dette års A-kursus blev gennemført med (om muligt) endnu flottere evalueringer fra de deltagende kommende speciallæger end sidste år. Emner, der blev undervist i, var OSA, stramt tungebånd, globulus, allergi, ørelidelser samt organisatoriske forhold, ledelse og forskning i praksis. Dagene var også i år krydret med masser af hands–on, simulationstræning og dynamiske diskussioner mellem de yngre læger og underviserteamet, der bestod af: Christian Prætorius (Hørsholm), Søren Fast (Middelfart), Anders Jørgensen (Hobro), Sune Theilgaard (Aarhus), Michael Lüscher (Aarhus), Jacob Tauris (Aarhus), Peter Tingsgaard (Slagelse) og Rikke Haahr (Horsens).
DØNHO-formøde:
Til dette års formøde i Nyborg varmede FAPS formand Anne-Louise Reventlow-Mourier op til de kommende overenskomstforhandlinger med uddybende viden og baggrund. Under den efterfølgende diskussion blandt deltagerne blev der indsamlet mange gode forslag til de kommende forhandlinger. Herefter blev fokus rettet ind på ØNH-specialet udenfor landets grænser. Professor Per Caye-Thomasen præsenterede og berettede om “Global Outreach Initiative“, og speciallægerne Thomas Skov Randrup og Dorit Thusholt fra ØNH-klinikken i Holstebro delte deres erfaringer og oplevelser som ØNH-læger i Grønland. Deres beretninger gav os perspektiver på arbejdet som læge i forskellige kulturelle og geografiske kontekster. Derudover havde vi fornøjelsen af at høre speciallæge og generalsekretær i UEMS, Kim Werther fra Roskilde Øre-Næse-Halsklinik, dele indsigt i arbejdet med europæisk sundhedspolitik. Hans præsentation gav os en forståelse for de udfordringer og muligheder, der ligger i et europæisk samarbejde inden for vores fagområde. Tak til alle jer der bidrager konstruktivt med jeres viden og erfaringer ved sådanne arrangementer.
DØNHO-årsmøde:
Fredag den 17. november 2023 løb DØNHO´s 2. årsmøde af stablen i Fredericia, og der var igen stor opbakning til arrangementet fra medlemmerne med 90 tilmeldte. Bestyrelsen takker for den store interesse. Vi var begunstiget af fremragende foredragsholdere, der hver især udviste højt fagligt niveau og fremstod som særdeles gode formidlere. Dagen bød på et varieret program, hvor formiddagen kredsede om udredning og behandling af processer i thyroidea, samt senfølger efter behandling. Eftermiddagen havde et mere blandet indhold med foredrag om tab af lugtesans og smag, samt præsentation af udfordrende cases. En stor tak til de modige speciallæger, der delte deres ‘worst case’ – de nød vores alles respekt. Kim Werther delte indsigt i, hvordan man kan få indflydelse på sundhedsbeslutninger gennem politisk arbejde, og Formand for Lægeforeningen, Camilla Rathcke, kastede lys over magten i sundhedsvæsenet samt Lægeforeningens rolle.
Højt humør og sort humor prægede foredraget “Mit lægeliv: Retsmedicin og drab” med retsmediciner Asser Hedegaard Thomsen. Han tog os med på en morsom og makaber rejse gennem retsmedicinens verden, hvor drab blev afdramatiseret med et glimt i øjet. Dagen blev afrundet med stimuli til smagssansen. Gamborg Bryghus stod for en ølsmagning, hvilket blev efterfulgt af middag og dans.
Årsmødeudvalget har igen i år lagt sig i selen for et godt program til vores netop afviklede DØNHO´s 3. årsmøde. Bestyrelsen takker Lena Egelykke Jørgensen og Eva Rye Rasmussens for deres engagement og gode ideer ift. at få et godt program stykket sammen i fællesskab med DØNHO´s årsmødeudvalg.
Webinars:
I det forløbne år er der afviklet to webinars, der begge havde til formål at udvide vores kendskab til ChatGPT´s anvendelighed i den kliniske hverdag. De indledende takter blev slået en forårsdag i april, hvor Alexander Eriksen fra Syddansk Universitet var inviteret til at fortælle os om sin undersøgelse af ChatGPT´s diagnostiske evner i komplicerede tilfælde. Kan ChatGPT indtage lægens rolle? En varm sensommerdag i august blev de deltagende speciallæger klogere på at bruge ChatGPT i den kliniske hverdag med konkret læring om god prompting. Endnu en gang er det Michael Lüscher der skal have en stor tak for at styre os sikkert gennem emnet.
Michael Lüscher har igennem de seneste 4 år været vores ankermand ift. ideudvikling, initiativ og gennemførelse af DØNHO-webinars. Michael takker af for nu, og bestyrelsen ønsker at give Michael en ekstraordinær anerkendelse for det enorme arbejde, han har lagt i webinarene. Michael har udviklet formatet fra nul til et kvalitetsmæssigt meget højt niveau og bidraget med en helt utrolig arbejdsindsats.
Bestyrelsen vil opfordre medlemmer, der kunne have interesse i at overtage posten som webinar-kursusleder eller blot har lyst til arrangere et enkeltstående webinar, til at kontakte os. Både Michael Lüscher og DØNHO vil gerne hjælpe til med processen. Der følger desuden økonomi og platform via hjemmesiden med, og indsatsen honoreres med 50% af den samlede kursusindtægt.
DØNHO personalekursus:
Personalekurset blev i år afviklet d 20.-21. september på Nyborg Strand. Igen i år var der en rigtig god opbakning til kurset. Hovedemnerne var, udover audiologi, spændende antropologiske emner under overskriften: ”Snart er vi alle patienter”, ”Social ulighed i sundhedsvæsenet” samt ”Screening og overdiagnostik”. Kurset sluttede af med et tankevækkende foredrag af den inspirerende foredragsholder Helle Hein, der talte om: ”Værdier med mening”. En stor tak til Mads Stougaard, Didde Schnack og Eva Rye Rasmussen for at sætte et godt program sammen til vores personale.
DSOHH´s efteruddannelseskursus:
I smukke rammer på Hotel Koldingfjord blev der igen i år afholdt DSOHH efteruddannelseskursus. Programmet var i år sammensat ud fra et bredt overordnet tema, som udvalget valgte at kalde “Lev med det”. Dagen bød på spændende, bredt favnende foredrag om Al inden for lægefaget og prioritering og sundhedsvæsenets økonomiske situation. Specialespecifikke foredrag om komplekse lidelser: CSOM, tinnitus, globulus og den svære luftvej. Tak til Gitte Obel (Vejen) og Søren Hansen (Kbh.) for deres indsats i DSOHH´s efteruddannelsesudvalg.
Ultralydskurser:
De senere år er bestyrelsen med jævne mellemrum blevet kontaktet af medlemmer, der ønsker at blive godkendt til brug af ydelse 2023: Ultralydsscanning af halsen. Anmodningerne om godkendelse er hver gang blevet vurderet individuelt, da kursusaktivitet og erfaring har været meget vekslende mellem de enkelte speciallæger. DØNHO har haft et ønske om en ensrettet kvalificering af ultralydsevner mhp en ensartet certificering til de speciallæger, der endnu ikke er godkendt, hvilket nu endelig er faldet på plads.
Der tilbydes nu regelmæssigt kurser, der er bygget op omkring EFSUMMB (European Federation of Societies for Ultrasound in Medicine and Biology) guidelines, og der kan således tilbydes certificering svt til level 1 med 5 superviserede scanninger. Disse kurser vil løbende blive annonceret i DØNHO-kalenderen på hjemmesiden.
Kvalitetsklynger
De 12 klynger i ØNH speciallægepraksis er alle kommet i gang med kvalitetsarbejdet i klyngerne. Som alle ved, er der som udgangspunkt lagt op til en høj grad af metodefrihed i tilgangen til klyngearbejdet. Klyngerne må arbejde med de temaer, som de finder relevante, men det er fortsat hensigten, at man fremadrettet skal kunne søge inspiration til emner vha. ”klyngepakker”, der indeholder skræddersyede fakta og materiale om relevante emner. Sidste år fik vi udpeget tre ressourcepersoner fra ØNH-praksis, der med deres faglighed og gode ideer sagde ja til at involvere sig i at få etableret de første klyngepakker. Michael Lüscher (Aarhus), Pia Juul (Odense) og Malene Rokkjær (Aarhus) havde mange gode ideer til kommende klyngepakker, men da eKVIS sekretariat fortsat kun består af 3 medarbejdere til at varetage alle praktiserende specialer (alle specialer), er fremdriften ekstrem langsommelig. Den første pakke er dog nået så langt, at den er til afprøvning i udvalgte klynger og kan formentlig snart tages i anvendelse i alle klynger. Tusind tak for jeres indsats i dette arbejde.
Fagområdeuddannelse i allergologi
I efteråret 2022 indledtes et arbejde med at definere en fagområdeuddannelse for ØNH-læger inden for allergologi. Målsætningen var, at ØNH-speciallæger skulle have mulighed for at blive certificeret inden for fagområdet allergologi, baseret på Dansk Selskab for Allergi (DSA) uddannelsesprogram. DØNHO var af DSOHH inviteret med i arbejdsgruppen og uddannelsesprogrammet er nu blevet tilpasset ØNH-specialet, så det er relevant og meningsfuldt. I foråret 2024 blev det endelig godkendt af alle de involverede parter og kan findes via følgende link: https://danskallergi.dk/fagomraade/beskrivelse/
Allergologi og associerede sygdomstilstande udgør en væsentlig andel af klinisk praksis i ØNH-specialet. Fagområdet varetages i særdeleshed i ØNH-speciallægepraksis samt af rhinologiske subspecialister i hospitalsregi. Det samlede antal specifikke allergologiske ydelser i ØNH-speciallægepraksis har de senere år været stigende og ligger omkring 40.000 konsultationer årligt. Desuden er der i speciallægepraksis et betydeligt antal andre konsultationer, hvor allergi indgår i differentialdiagnostikken, men ikke er den primære henvendelsesårsag, f.eks. indenfor rhinologiske problemstillinger.
Muligheden for at søge ind på fagområdeuddannelsen er dog p.t. kun for hospitalsansatte, men der er fortsat en proces i gang i forhold til evt. at udarbejde en miniversion af uddannelsen eller evt. give mulighed for at tage en del af uddannelsen f.eks. som moduler. Dette kunne formentlig være en relevant og interessant mulighed for praktiserende speciallæger med særlig interesse for allergologien.
Høreområdet i fremtiden
Dette punkt har været en fast del af formandens beretning siden 2019, hvor der blev afsat midler til programmet ”Høreområdet i fremtiden – en styrket indsats for borgere med høretab”. I forbindelse med dette oprettede sundhedsministeriet en rådgivende referencegruppe hvor Thomas Qvist er repræsentant for DØNHO.
Gennem årene har der været en særdeles vekslende fremdrift i de forskellige indsatsområder. Specielt lader publiceringen af de nye nationale kvalitetskrav til høreapparatbehandling vente på sig. Senest har der d. 9. sept. 2024 været afholdt et møde med intet mindre end direktøren for Sundhedsstyrelsen, Jonas Egebart og repræsentanter fra DSOHH, PAKS og DMAS. Mødet var en dialog hvor de forskellige synspunkter blev fremført og diskuteret. Direktionen ønskede dog ikke at diskutere den endelige tekst. Det videre arbejde med den samlede rapport er således stadig pågående, men forventningen er, at rapporten leveres til Ministeriet inden årets udgang.
Programmet består af 6 initiativer, der kort beskrives her:
-
Afprøvning af ny model for digital visitation:
-
Projektet ”Innovation af Høreområdet og effekt af Reform (InHEAR) er afsluttet.
-
Afprøvning af digital visitation ”in real life” er pågående. Den videre udrulning afhænger i høj grad af høremappens udrulning og ikke mindst finansiering.
-
Styrket information til borgerne:
-
Pjece med patientinformation ifm. HA-behandling er udarbejdet og tilgængelig via Sundhedsstyrelsen (kan bestilles gratis hos Stibo boghandel). Opdatering i vente.
-
Nationale kvalitetskrav til høreapparatsbehandling
-
Der er nu gået 4 år, siden der var høringsfrist på de faglige kvalitetskrav, og jvf. indledningen til emnet, er de endnu ikke publiceret. Nærmere detaljer er beskrevet ovenfor. Pågående.
-
Bedre brug af de faglige ressourcer
-
Styrelsen for Patientsikkerhed har i 2019-2022 med bidrag fra COWI foretaget en kortlægning af høreklinikkerne og disses sammensætning af personale, opgavefordeling m.v., og efterfølgende sammenholdt de formelle kompetencer for personale, der udfører høreapparatbehandling, med Sundhedsstyrelsens faglige kvalitetskrav. Afsluttet.
-
Bedre dataindsamling for at skabe viden
-
Her er implementeringen af ”høremappen” essentiel samt krav til en ensartet indberetningsforpligtelse for alle aktører på høreområdet. For nuværende sker indsamling af data om behandlingsaktiviteten via LPR. Justering af denne model er under udarbejdelse.
-
Høremappen: En fælles digital løsning mhp. samling af høredata på én platform og dermed undgå dobbeltundersøgelser. Udrulning er undervejs, etablering af hjemmelsgrundlag igangsat. Forventes klar primo 2025. Pågående.
-
Uvildig behandling og rådgivning
-
Afsluttet
-
ORGANISATORISKE INTERESSER
SUNDHEDSSTRUKTURKOMMISSIONEN
Tirsdag d. 11. juni 2024 offentliggjorde Sundhedsstrukturkommissionen sin længe ventede rapport, hvor kommissionens tanker om den fremtidige struktur for speciallægepraksis blev ventet med spænding.
Rapporten indeholder en relativt omfattende og overvejende positiv omtale af speciallægepraksis, hvilket er tilfredsstillende læsning for DØNHO og ikke mindst for FAPS, der vedholdende har arbejdet for at få speciallægepraksis på dagsordenen. Kommissionen foreslår ligefrem, at speciallægepraksis fremover indtænkes i den strategiske planlægning af sundhedsvæsenet. Speciallægepraksis beskrives som små effektive driftsenheder, der giver god mulighed for at løse specialiserede opgaver i patienternes nærmiljø – altså en omkostningseffektiv brug af de samlede ressourcer der kan bidrage til øget geografisk lighed til sundhedsydelser. De praktiserende speciallæger vurderes således at spille en vigtig rolle i sundhedsvæsenet som et nært og specialiseret sundhedstilbud, der kan aflaste sygehusene, støtte almen praksis og mindske ulighed i sundhed.
Der er selvfølgelig også tidsler i rapporten. For eksempel skriver man, at ”konsekvensen af en mere behovsbaseret praksisplanlægning vil formentlig være, at der i området omkring hovedstaden vil skulle afvikles ydernumre, mens kapaciteten, bl.a. i Vestdanmark, skal udvides.” FAPS og DØNHO mener ikke, at der er for mange speciallæger i hovedstaden – men der er for få i resten af landet. Vi har svært ved at se forslaget blive til virkelighed, når vi samtidig ser på de lange ventelister til speciallægepraksis – også i hovedstaden.
Alt i alt er det tydeligt, at Sundhedsstrukturkommissionen og nu også regeringen, med dagens aftale om en sundhedsreform, ønsker at udvide og udvikle den rolle, som speciallægepraksis skal spille i sundhedsvæsenet fremadrettet.
OVERENSKOMSTFORBEREDENDE ARBEJDE
Det indledende arbejde til OK25 er nu sat i søen. Det overenskomst forberedende udvalg blev i marts 2024 udpeget af FAPS bestyrelse og består af repræsentanter fra dermatologi, reumatologi, neurologi, psykiatri, ortopædkirurgi og ØNH (undertegnede). Der har nu været afholdt 3 møder i udvalget, og i skrivende stund sammenfattes udvalgets ønsker mhp. videreformidling til FAPS forhandlingsudvalg. Rapporten fra det overenskomstforberedende udvalg, jeres ønsker på OK-sitet, ønsker fra speciallægeorganisationerne og fra regionsbestyrelserne danner grundlag for et forhandlingsoplæg. Selve forhandlingen pågår i maj–september 2025.
DØNHO og FAPS
Ann-Louise Reventlow-Mourier er fortsat DØNHO´s repræsentant i FAPS. Ann-Louise blev i starten af oktober i år genvalgt som formand for FAPS for endnu en 2 års periode, og træder således ind i sin tredie (og sidste qua funktionstid) periode som formand for FAPS. Vi har således fortsat ret til en observatørpost i FAPS bestyrelse. Denne post varetages af Mikkel Alanin. Et tæt samarbejde mellem DØNHO og FAPS vægtes fortsat højt, og målet er fortsat, at vores FAPS-repræsentanter også er repræsenteret i DØNHO´s bestyrelse for netop at styrke tilknytningen og samarbejdet. Som formand for FAPS løfter Ann-Louise en stor og krævende opgave, og trods dette, har Ann-Louise sideløbende med sin formandspost fastholdt sin tilknytning til DØNHO og således varetaget sin medlemspost med et stabilt fremmøde og stort engagement igennem 12 år. Anne-Louise stiller nu storsindet sin post i DØNHO til rådighed for nye friske kræfter med mod og lyst til bestyrelsesarbejdet, og fra min side skal lyde en kæmpe tak til Ann-Louise for det store arbejde hun løfter til fordel for os alle i FAPS og i DØNHO.
DØNHO og DSOHH
Samarbejdet med DSOHH er fortsat konstruktivt og godt. Vi bliver inviteret med i mange fora og udvalg, hvor vores deltagelse er bindeleddet til praksissektoren. Samarbejdet i de to bestyrelser styrkes tillige af ”observatørordningen” hvor DSOHH og DØNHO ”deler” et bestyrelsesmedlem, der er med til alle møder i begge bestyrelser. Det er fortsat Christian Bak, der varetager denne post som DSOHH bestyrelsesmedlem med observatørstatus i DØNHO.
Udviklingen og etableringen af praksis-A-kursus, fra ide til nu et obligatorisk kursus for alle kommende speciallæger, er tillige et samarbejde mellem DØNHO og DSOHH´s uddannelsesudvalg. DØNHO bestrider fortsat 3 poster i uddannelsesudvalget, den ene er tildelt Thomas Qvist som delkursusleder for Praksis A-kursus, Anders Jørgensen som delkursusleder for Paraklinik A-kursus og undertegnede som DØNHO-repræsentant. Vores deltagelse i uddannelse, både hos alle jer der lægger energi i funktionen som tutorlæger og nu også med A-kurset, underbygger i høj grad vores faglige profil mhp. en bedre forståelse for, hvad der foregår i speciallægepraksis. Dette vil alt andet lige forbedre samarbejdet mellem sektorer og ikke mindst rekruttering til primærsektoren.
DØNHO og UEMS (European Union of Medical Specialists)
Kim Werther varetager fortsat posten som generalsekretær for UEMS´ ORL-sektion og som repræsentant for National Medical Association, hvilket i korte træk betyder, at han repræsenterer Danmark ved UEMS Council møderne og i den forbindelse skal varetage interesser for ikke blot ORL men for samtlige danske specialer repræsenteret i UEMS. Det er flotte og vigtige poster når ØNH-problematikker og interesser skal varetages på et internationalt niveau. Tak til Kim for at være vores repræsentant udenfor landets grænser.
DØNHO og subspecialeselskaberne
DØNHO er repræsenteret i flere subspeciale–selskabers bestyrelser, som fx ved Jesper Balle (Kbh.) i Dansk Laryngologisk Selskab, Thomas Skov Randrup (Holstebro) i Dansk Selskab for Vestibulogi og Martin Glymer (Aarhus) i Dansk Rhinologisk Selskab. DØNHO sætter stor pris på det arbejde medlemmerne lægger i subspecialerne, og vi finder det uhyre vigtigt, at der bevares repræsentanter fra speciallægepraksis i så mange selskaber som muligt. Det er væsentligt, at vi er til stede, og at vi synliggør os, så alle altid er klar over, hvad vi står for, og hvad vi kan levere af
ydelser.
DØNHO og regionerne
I de fleste regioner fungerer bindeleddet mellem praksissektoren og hospitalerne godt via specialerådene, og det er et stort ønske fra DØNHO, at vi fastholder vores repræsentation i disse fora. Derudover har vi et bindeled til FAPS via regionsbestyrelserne, hvor ØNH er repræsenteret i alle regioner. Der er således mange gode kolleger, der involverer sig i det fagpolitiske arbejde ved siden af en travl hverdag i klinikken, og det er vi dybt taknemmelige for – tak for indsatsen.
Specialerådene:
-
Region Nord:
-
Jette Bønneland, Aalborg
-
Henrik Korsholm, Frederikshavn
-
Lasse Berg Hansen, Aalborg
-
Region Midt:
-
Jakob Korsholm Nielsen, Randers
-
Christian Bak, Viborg
-
Thomas Qvist, Randers
-
Region Syd:
-
Lars Gosvig, Odense
-
Stig Krarup Petersen, Haderslev
-
Region Sjælland:
-
Peter Tingsgaard, Slagelse
-
Region Hovedstaden, Sundhedsfagligt råd
-
Bjarne Hansen, Brønshøj
FAPS Regionsbestyrelser:
-
Region Nord:
-
Janus Bo Bechmann Jespersen, Aalborg
-
Region Midt
-
Christian Bak, Viborg
-
Larry Højgaard Kristiansen, Holstebro (suppl.)
-
Region Syd:
-
Christian Heidemann, Fredericia
-
Region Sjælland:
-
Frank Guldfred, Rønnede (formand)
-
Peter Tingsgaard, Slagelse (suppl.)
-
Region Hovedstaden:
-
Keyvan Maghsoudi, Kbh.
DØNHO i tal
Medlemmer:
-
I alt: 305
-
Ordinære medlemmer: 221
-
Pensionister: 84
Ydernumre:
-
Heltidsydernumre: 161 kapaciteter
-
Deltidsydernummer: 1
Organisering:
-
Solopraksis: 113 kapaciteter
-
Samarbejdspraksis: 18 kapaciteter
-
Kompagniskab: 21 kapaciteter
-
Delepraksis: 6 kapaciteter
-
Anpartspraksis: 3 kapaciteter
-
Deltidspraksis: 1
Nedsættelser, overdragelser og tilgang:
-
Speciallæge Niels Wagner har primo 2024 overtaget speciallæge Niels Råberg Christensens andel af delepraksis i Region Hovedstaden og indgået en generationsskifteaftale med speciallæge Helena Fagö-Olsen primo 2025.
-
Speciallæge Jakob Ingdahl Matthisson vil ultimo 2024 overtage speciallæge Niels Leth´s fuldtidspraksis i Region Syddanmark
-
Speciallæge Stian H. Wærsted vil ultimo 2024 overtage speciallæge Lars Bilsøe Mortensens fuldtidspraksis i Region Hovedstaden
-
Speciallægerne Ulrik N. A. Felding og Jacob C. Lorenzen overtager ultimo 2024 speciallægerne Allan Suhr Olesens og Lars Trier Hansens kompagniskabspraksis i Regions Syddanmark
-
Speciallæge Horst Grüning har indgået en generationsskifteaftale med speciallæge Magnus S. Madsen i Region Hovedstaden (Bornholm) primo 2025
Bestyrelsesmøder 2023/24:
-
17. nov. 23: Konstituerende BM, Fredericia
-
6. jan. 24: BM, Aarhus
-
10. apr. 24: BM, Nyborg
-
29. aug. 24: BM, Kolding
-
15. nov. 24: BM, Fredericia
DØNHO-repræsentanter i samarbejdende udvalg, selskaber og bestyrelser
FAPS bestyrelse:
-
Ann-Louise Reventlow-Mourier (formand)
-
Mikkel Alanin (observatør)
FAPS repræsentantskab:
-
Ann-Louise Reventlow-Mourier
-
Peter Tingsgaard
-
Gitte Obel
-
Thomas Qvist
-
Rikke Haahr
-
Mikkel Alanin
-
Keyvan Maghsoudi (regionsbestyrelsesrepræsentant)
-
Frank Guldfred (regionsbestyrelsesrepræsentant)
-
Christian Bak (regionsbestyrelsesrepræsentant)
-
Christian Heidemann (regionsbestyrelsesrepræsentant)
DSOHH´s uddannelsesudvalg:
-
Thomas Qvist
-
Anders Jørgensen
-
Rikke Haahr
DSOHH´s efteruddannelsesudvalg:
-
Gitte Obel
-
Søren Hansen
DØNHO´s årsmødeudvalg:
-
Lena Egelykke
-
Eva Rye Rasmussen
-
Anders Jørgensen
-
Peter Tingsgaard
DØNHO´s personalekursusudvalg:
-
Mads Stougaard (afgår)
-
Didde Schnack
-
Eva Rye Rasmussen
LVS (Lægevidenskabelige Selskaber):
-
Christian Bak
-
Lena Egelykke
-
Rikke Haahr
UEMS-ORL:
-
Kim Werther (generalsekretær)
-
-
ØKONOMISKE INTERESSER
Protokollatår 2023:
I FAPS-Nyt 10/2024 kunne vi alle læse, at den endelige opgørelse af det samlede protokollatår 2023 igen viste en samlet overskridelse i ØNH på 13.1 mio. kr. Tilbagebetalingen foregår som bekendt via honorarreduktion, hvor ØNH-specialet reduceres med 1,9% gældende fra 1. oktober 2024 og et år frem.
Der er i det overenskomstforberedende arbejde et stort fokus på, at rammen (for flere specialer) er for lille. Vi har alle travle dage i klinikken, hvor vi prøver at honorere efterspørgslen på vores specialiserede viden, men trods dette stiger ventetiderne, og vi ender med at ”overproducere”. Flere kæmper med at holde ventetiden nede, men netop ventetider har stor bevågenhed hos regionspolitikerne. Det er derfor vigtigt, at vi alle husker at indberette vores ventetider i praksisdeklarationen, da dette kan tydeliggøre de manglende ressourcer, men kun få af os husker det. Lad dette være en opfordring.
Ekstern revisor:
DØNHO´s regnskab og økonomi er med tiden blevet betydelig mere kompleks end tidligere, og sidste år besluttede bestyrelsen at tilknytte en ekstern revisor mhp. at sikre korrekt revision jf. gældende regler for foreninger, herunder f.eks. hvad angår regler for momsregnskab. Den interne revisorrolle er bevaret. Bestyrelsen har oplevet det som et stort løft at få denne eksterne tilknytning etableret, så revisionen i vores organisation går helt efter bogen.
-
KOLLEGIALE INTERESSER
Igen i år uddelte DSOHH Årets Underviser–pris i forbindelse med Årsmødet 2024. For andet år i træk gik prisen til Øre-næse-halslægerne Århusvej i Randers. Kæmpestor ros og tillykke til uddannelsesprismodtagerne: Jonas Holm, Jakob Korsholm og Thomas Qvist.
Uddannelseslægerne i speciallægepraksis er fortsat meget tilfredse med den uddannelse, der gives i praksis, og tutorlægerne udtrykker ligeledes stor tilfredshed med funktionen. Tusind tak for den flotte indsats, der lægges for dagen hos alle kolleger, der varetager rollen som tutorlæger – I fortjener alle en pris.
Slutteligt en stor tak til alle de gode kolleger jeg ikke har nævnt (har overset eller ikke er vidende om), som yder en ekstra indsats mhp. at forny og forbedre vores speciale og sektor.
Og hvis man ikke synes, at man har overskud til andet end at være en faglig dygtig praktiserende speciallæge, så kan man fortsat bidrage til vores fælles interesser ved at kommentere på det arbejde, som både DØNHO´s bestyrelse og bidragende medlemmer laver.
På vegne af DØNHO´s bestyrelse
Rikke Haahr, Formand