Organisationen

DANSKE ØRE-NÆSE-HALSLÆGERS ORGANISATION – DØNHO
Stiftet 1981

DØNHO vedtægter 2015
Organisationsdiagram – LF, FAS, FAPS, DØNHO OKT 2015

Indmeldelse i organisationen via FAPS’ sekretariat, tlf. 35448500 eller email til amd.fas@dadl.dk
Kontingent pr 18.11. 2017: 1.400 kr årligt

Udvalg og Råd:
UEMS: 
Michael Lüscher
LVS: Kim Werther, Anders Schermacher Larsen, Mikkel Holmelund
Personalekursusudvalg: Steffen Ørntoft, Mads Stougaard, Lotte Rosenvinge
DSOHHs Efteruddannelsesudvalg: Tomaas Ravn
DØNHOF (DØNHOs forskningsenhed): Thomas Qvist Barret

Historie
Specialets og organisationens udvikling gennem tiden
DØNHO 1981-1983 Formand Jørn Christrup
DØNHO 1983-1989 Formand Steffen Lund
DØNHO 1989-1990 Formand Jan Steglich-Petersen
DØNHO 1990-1997 Formand Jørn Christrup
DØNHO 1997-2001 Formand Niels Gammelgaard
DØNHO 2001-2004 Formand Peter Haahr
DØNHO 2004-2008 Formand Mikkel Holmelund
DØNHO 2008-2012 Formand Peter Tingsgaard
DØNHO 2012-2014 Formand Pia Juul Andersen
DØNHO 2014- Formand Ann-Louise Reventlow-Mourier
Statistik

Specialets og organisationens udvikling gennem tiden – 1908-1998
Specialet oto-rhino-laryngologi er et af landets ældste lægelige specialer. Det blev af lægeforeningen anerkendt som selvstændigt speciale i 1918. Dansk Selskab for Otolaryngologi-, Hoved & Halskirurgi (DSOHH) blev stiftet i 1899, og er specialets videnskabelige selskab. Der afholdes flere årlige møder, hvor de nyeste videnskabelige arbejder og tanker indenfor specialet fremlægges. Selskabet havde i 1994 440 medlemmer.

De praktiserende ørelæger er organiseret i Danske Øre-, Næse- og Halslægers Organisation (DØNHO). Organisationen blev stiftet i 1981 ved sammenslutning af Ørelægernes Provinsorganisation, stiftet i 1919, og Københavnske Øre-, Næse- og Halslægers Organisation, stiftet i 1908. Organisationen havde i 1994, 282 medlemmer, heraf 179 med ydernummer.

De første sygekasser fremkom lidt før midten af 1800-tallet. Fra begyndelsen af dette århundrede har der i provinsen været indgået aftaler mellem nogle sygekasser og ørelæger. Fra 1908 har der i København været en generel sygekasseoverenskomst om speciallægehjælp hos ørelæger.

Siden de første overenskomsters indgåelse har ørelægerne i de forskellige dele af landet arbejdet efter forskellige aftaler og overenskomster. Der har principielt været tale om 2 takstsystemer, kaldet takst I og takst II. Takst 1 indebar et årligt honorar pr. tilmeldt patient, som dækkede alle ydelser. Takst II betød honorering efter ydelse og indebar, at patienten ikke var fast tilmeldt en bestemt ørelæge. For de københavnske ørelæger var takst I gældende frem til 1991. De københavnske omegnsørelæger havde principielt en takst I-aftale, men med en puljeordning, hvorved ørelægerne skulle dele en pulje i forhold til førstegangshenvisninger.

Fra 1928 blev indgået landsdelsoverenskomster med takst I eller takst II. Fra 1954 gennemførtes en overenskomst gældende for hele landet uden for hovedstadsområdet, men stadig med både en takst I og II ordning. Fra 1969 blev der takst II i hele landet udenfor hovedstadsområdet.

I 1971 blev sygesikringsloven vedtaget. I 1973 ophørte sygekasserne og den offentlige sygesikring trådte i funktion. De gældende sygekasseoverenskomster overførtes praktisk taget uændrede til sygesikringen. De lovmæssige rammer for praksissektoren er først og fremmest fastsat i sygesikringsloven, som trådte i kraft den 1. april 1973, samtidig med at man nedlagde sygekasserne. Den nævnte afgrænsning og vilkårene for de ydelser, der omfattes af loven fastlægges ved overenskomst mellem sygesikringen og de faglige organisationer. Ørelægeoverenskomsten er en af de tre overenskomster inden for speciallægeområdet. Overenskomsten er siden 1973 i forbindelse med overenskomstfornyelser løbende blevet revideret og moderniseret.

Fra 1987 tiltrådte Københavns Amt overenskomsten, og fra 1990 blev overenskomsten og dermed takst II også gældende for København og ørelægerne i hele landet har siden kunnet arbejde efter samme overenskomst med sygesikringen.

Der blev endvidere i 1950 etableret en ørelægevagtordning for København, Frederiksberg Tårnby og Dragør kommuner, og fra 1960 ørelægevagtordning for Københavns Amt. Overenskomsten af 1990 § 25 omtaler muligheden for tilrettelæggelse af lokale vagtordninger. Denne ordning varetog i aftentimerne, på visse tidspunkter i weekenden og på helligdage uden for klinikkernes normale åbningstider behandlingen af akutte otologiske lidelser. Ordningen betjentes primært af praktiserende ørelæger, og fungerede som supplement til lægevagten og hovedopgaven var diagnostik og behandling af patienter, fortrinsvis børn med akutte øresmerter. I den øvrige del af landet var patienten henvist til lægevagten og sygehusenes skadestuer. Ørelægevagtordningen ophørte endeligt omkring 2005, men den nuværende overenskomst levner fortsat mulighed for etablering af ørelægevagtordninger.

Kilde: Niels Gammelgaard, “Danske Øre-Næse-Halslægers Organisation”. Ugeskrift for Læger 160/13, 23. marts 1998

1981-1983 Formand Jørn Christrup
Se 1990-1997

1983-1989 Formand Steffen Lund

1989-1990 Formand Jan Steglich-Petersen

1990-1997 Formand Jørn Christrup

LÆGE I 40 ÅR – OG LIDT TIL

Efter 21 år som sygehusansat og 32 år som praktiserende speciallæge kan man skue tilbage og reflektere lidt over forløbet. Der er mange karriereforløb gemt i tidsrummet fra studentereksamen i 1951 til pensioneringstidspunktet i 2000.

Først lægeeksamen. Så speciallægeuddannelsen. Og den livslange efteruddannelse.

Det ene karriereforløb er som hospitalslæge. Hele tiden “begå sig” og kvalificere sig til den næste ansættelse i et uddannelsesforløb. Jeg oplevede det som meget stressende år, hvor man sideløbende fik et familieliv med barn, hus, bil og socialt samvær. For at få råd til det hele også lægevagter. I hele mit hospitalsforløb havde jeg 2-skiftet vagt, og dengang fandtes ikke skånebestemmelser o.lign. Til gengæld fik man jo en enorm klinisk erfaring.

Mange kolleger knoklede også med videnskabeligt arbejde. Og det var uden databaser, computere eller grafikprogrammer. Man måtte på biblioteket, låne bøger (eller “blive skrevet op”), sammenstykke referencer, lave statistik med håndkraft og regnemaskine. Jeg valgte at fravælge hospitalsverdenen, håbede at have lært nok, startede i 1968 praksis og blev i 1980 fuldtids praktiserende.

Det er også et karriereforløb at opbygge en praksis og finde sig til rette – og at være vellidt. Man kunne i 1968 blot nedsætte sig eller overtage en praksis. Det var almindelig fremgangsmåde samtidig at beholde hospitalsansættelse, og hvis praksis mislykkedes da at flytte til et andet sted med bedre omsætning. Det var en fornuftig markedsøkonomi. Man fik den praksisstørrelse og praksistype, der passede. På det punkt har vore praksisreguleringsmekanismer siden 1979 været generende for lægerne. Men forandringen startede med etableringen af Den offentlige Sygesikring i 1973.

Jeg var så heldig at kunne overtage en praksis netop &r, hvor jeg gerne ville være. Der var forskellige overenskomster med forskellige honorarsystemer. I Københavnsområdet blev praksis besat efter opslag og honorar var baseret på antal tilmeldte patienter. I Københavns Amt var der en puljeordning, hvor puljen blev fordelt efter antal modtagne henvisninger. I resten af landet (“provinsen”) var der både basishonorar og honorar pr. ydelse, aftalt med Sygekasserne efter et system med takst 1 og takst 2 og med patienterne som gruppe A eller B. Med Sygesikringens etablering er der sket en gradvis ændring af honoreringssystemerne. Provinsområdet dannede model, som 1977 blev tiltrådt af Københavns Amt og 1991 af Københavnsområdet, hvorefter hele landet havde samme overenskomst.

Sygekasserne var lokale kasser med medlemmer og årlige generalforsamlinger. Medlemskontingentet blev besluttet af forsamlingen, der typisk kunne blive stillet overfor problemet: skal vi forhøje kontingentet, så vi også kan træffe aftale om tilslutning af en neurolog? Det var ikke den enkelte kasse, men deres sammenslutning, som forhandlede lægehonorarerne. Ved nedsættelse skulle man tilmelde sig hver enkelt sygekasse. Man kunne endvidere vælge at tilslutte sig Statsbanepersonalets Sygekasse, som var landsdækkende.

Ved min nedsættelse kørte jeg rundt og hilste på hver kasses forretningsfører. Det var almindelig høflighed, så “man kunne se den nye læge an”. Endvidere kørte jeg rundt og hilste på de praktiserende læger i området. Der var i min kommune med nabokommune en tradition for, at de praktiserende læger mødtes 1 eller 2 gange årligt, hvortil de praktiserende speciallæger også blev indbudt. Men 10-15 år senere var der flere speciallæger end praktiserende læger, og så blev vi ikke længere indbudt. Antallet af praktiserende læger er også steget meget, og nu er der tillige praksisreservelæger og praksisamanuenser. En virkning heraf er bl.a. at lægerne ikke kender hinanden af udseende og end ikke kender alle navnene. Kontakten lægerne imellem er dog nok meget forskellig fra sted til sted. Kontakten med sygehuslægerne har (i mit område) altid været meget sporadisk. Der er normalt et fællesmøde på specialafdelingen 1 gang årligt, men der har altid været fint samarbejde og stor hjælpsomhed.

Efteruddannelse har altid været frivillig, og først nu i 2001 er der ved at blive rejst formaliserede krav. Tidligere var vort videnskabelige selskabs månedlige møde for de fleste den eneste efteruddannelse, idet kongresser – både nationale og nordiske – mere havde appel til sygehuslægerne. Der er sket kolossale fremskridt på dette punkt. Vi har i dag en lang række tilbud ligesom tilskyndelse til og behovet for at deltage er vokset.

Det speciallægelige arbejde i praksis var meget enklere tidligere. Opgaven var med få hjælpemidler at stille en diagnose og give en behandling. Typisk betjente ørelægen sit distrikt og behandlede alt fra ørevoks til svimmelhed. Men mange havde også stor operativ aktivitet, enkelte endda med sygestuer. I dag har vi som følge af de teknologiske fremskridt langt større mulighed for et mere differentieret og bedre kvalificeret arbejde. Men udviklingen har også medført skærpede krav fra patienten med flere undersøgelser fra laboratorier og billeddiagnostisk, mere information, hurtigere behandling, større sikkerhed. Tolerancen er mindre og tidligere tiders “placeboeffekt” i form af autoritetstro er en saga blot. Lægerne må i stadig større omfang dække sig ind med undersøgelser for at kunne modstå et eventuelt erstatningskrav eller kollegial påtale. Både teknologi og konfrontation har for de ældre ørelæger fjernet en del af arbejdsglæden og reelt ændret arbejdsmiljøet betydeligt. Man kan så trøste sig med, at det i sidste ende er til fordel for patienten og at de yngre læger er “vokset op” med disse vilkår. Vi ser i disse år en stor afgang af praktiserende ørelæger allerede som 60-årige, hvor man tidligere ville være fortsat 10 år længere. Det fortæller lidt om arbejdsglæden og belastningen.

Et tredje karriereforløb kan finde sted indenfor Lægeforeningen, i fagforeningens verden. Man ynder at sige, at lægerne har en stærk fagforening. Der er i hvert fald en utrolig mængde tillidshverv, som skal besættes. Jeg selv har gennemløbet processen fra tillidsrepræsentant på lokalt sygehus i 1961 til medlem af Hovedbestyrelsen 1985, fra bestyrelsesmedlem til formand i Ørelægeorganisationen (indtil 1997), fra vores egen sandkasse til det internationale arbejde.

Listen over mine positioner i det organisatoriske fortæller også lidt om, hvor stor en belastning lægeforeningsarbejde er. Det tager tid at forberede sig, at deltage i møder og at deltage i alle de medfølgende udvalg og arbejdsgrupper. I de travleste år var det ca. 120 aftenmøder og ca. 30 week-end-møder pr. år. Det trækker store veksler på familielivet, men det belaster også ens egen praksis. Værst for praksisdriften er de mange møder i dagtimerne.

De første mange år var alt ulønnet, men efterhånden fik man kompensation for tabt omsætning. Der er i dag også honorering af de tungere bestyrelsesposter – med det var de desværre ikke i min tid. Medlemskab af Hovedbestyrelsen var dog lønnet.

Man kan med god grund spørge, hvad der får &I til at kaste sig ud i alt dette lægepolitiske arbejde. Svaret kan kun være: interesse. Arbejdet er i stor udstrækning utaknemmeligt. Man høster sjældent roser for sin indsats, der især ligger i det daglige bestyrelsesarbejde. Man påvirker diskussionerne, og resultaterne præsenteres som et team-work. De udfarende politiske meldinger er resultat af mange forhandlinger. Lægeforeningen er en kompliceret maskine, hvor man vanskeligt kan foretage sig noget selvstændigt. Der skal forhandles internt i FAS, hvor man ikke må kollidere med de andre organisationer eller de andre erhvervsforeninger. Strukturændringer hos de praktiserende speciallæger påvirker også sygehusvæsenet – og omvendt. Større beslutninger kræver også forhandlinger med de andre delforeninger, hvis man skal forvente resultater. I toppen af kransekagen sidder Hovedbestyrelsen med den overordnede politiske beslutningsproces. Det er derfor ofte en langsommelig proces at opnå de ønskede resultater. Men så meget større er glæden, når det lykkes. I vores egen sandkasse er det især forhandlingsresultaterne med Sygesikringen, som har medlemmernes interesse.

Forhandlingsklimaet har ændret sig meget i den tid, hvor jeg har været med. I “de gode, gamle dage” startede møderne med et glas Gammel Dansk, og cigarkassen var på bordet. Alt gik mere afslappet, men modparten (nu Amtsrådsforeningen) var heller ikke så økonomisk presset. I dag præges møderne af statistikker, konsekvensberegninger og økonomiske rammer.

En glædelig ting ved lægeforeningsarbej det er alle de personlige kontakter. Gennem mange møder kommer man tæt ind på hinanden og etablerer mange venskaber. Og da alle de forsømte ægtefæller fortjener en belønning, er der store årlige fester med ledsagere: Lægemødet, repræsentantskabsmøder etc. Samtidig er der en omfattende korridorpolitik, som specielt op til formandsvalg kan være meget dramatisk. Det er et ekstra krydderi på politikerlivet.

Udover personlig glæde ved at “være med”, har jeg så opnået nogle resultater?

Som formand for ørelægernes Provinsorganisation var jeg meget enig med formand Valdemar Ostri fra Københavnske øre-halslægers Organisation om, at vi – som de andre organisationer undtagen øjenlægernes – burde have en landsdækkende organisation. Sammen med FAS’ jurist Jes B. Foss udarbejdede vi vedtægter og gennem et par år motiverede vi ved generalforsamlingen medlemmerne til at tiltræde forslaget. Specielt “Københavnerne” var meget betænkelige ved risikoen for at blive majoriseret af provinsflertallet. Dette imødegik vi ved en ret stor bestyrelse på 7 medlemmer. 2 fra København, 3 fra provinsen og 2 løse pladser. Endvidere derved, at 2 bestyrelsesmedlemmer fik vetoret. Efter aftalt overgangsperiode skulle bestyrelsen reduceres til de nuværende 5 medlemmer. Oprettelsen af Danske øre-næse-halslægers Organisation i 1981 vil jeg tage som et positivt resultat. Det skal nævnes, at øjenlægerne fulgte efter, hvorefter FAS’ organisatoriske struktur var på plads.

1 1975 var vi nogle praktiserende speciallæger fra forskellige specialer som fandt, at de praktiserende speciallæger var underrepræsenterede i beslutningsprocessen, fordi vi manglede en erhvervsforening. Derfor stiftede vi udenfor lægeforeningsregie og til stor fortrydelse for de etablerede lægeforeningspolitikere Foreningen Praktiserende Speciallæger (P.S.). Dette var nok medvirkende til, at jeg 1976 blev indvalgt i FAS’ bestyrelse. Velsagtens for at lukke munden på P.S., men omvendt kunne jeg jo arbejde for sagen. I FAS var der dengang Tjenestemandsudvalget, der fungerede som bestyrelse for de hospitalsansatte FAS-medlemmer og Praksisudvalget, der fungerede som bestyrelse for de praktiserende speciallæger. Dette udvalg blev jeg formand for i 1977. Det lykkedes os i 1981 at oprette den manglende erhvervsforening, som fik navnet Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), og jeg blev dens første formand. Navnesammenfaldet gjorde ingenting, for det var aftalt med bestyrelsen for P.S., at denne skulle nedlægges med oprettelsen af FAPS. Men sådan gik det ikke. Ved P.S.’ generalforsamling blev dens bestyrelse nedstemt, 5 psykiatere og 1 kirurg overtog magten – og Jes B. Foss og jeg blev bortvist fra lokalet! P.S. har siden bestået, men på vekslende grundlag. Oprettelsen af FAPS vil jeg også skrive på min private indtægtsside.

De praktiserende speciallæger havde intet økonomisk sikkerhedsnet i tilfælde af sygdom. Man kunne tegne private erhvervsudygtighedsforsikringer, men vi var nogle stykker som fandt, at FAS burde medvirke til at sikre medlemmerne kollektivt. Med Sygesikringen fik vi aftalt, at denne skulle tilbageholde 1% (senere 1,5%) af omsætningen til en fondsdannelse til sygesikring af de praktiserende speciallæger. I 1976 etableredes FAS’ Fond, og jeg var dens formand de første 10 år. Oprettelsen af FAS’ Fond vil jeg også skrive på min private indtægtsside. Da vi var økonomisk tilstrækkeligt konsoliderede foreslog vi overfor Sygesikringen at reducere indbetalingen til 1,25%. Men som følge af regeringens politik om ikke at slippe penge ud til øget privatforbrug endte vi i den absurde situation, at indbetalingen blev reduceret – men at 0,25% fortsat skulle tilbageholdes. Derved opstod “1/4- procent-fonden” som det endnu ikke er lykkedes med Sygesikringen at aftale generelle udbetalingsbestemmelser for.

I det politiske liv må man også lide nederlag. Hvis man ikke er indstillet på det, skal man holde sig fra arbejdet. Jeg oplevede det som både urimeligt og forkert, men måtte naturligvis acceptere det – da jeg i 1983 blev udsat for en paladsrevolution i forbindelse med ny overenskomstindgåelse. Ikke alle var begejstrede for forhandlingsresultatet, og et flertal (4 af 7) i bestyrelsen afsatte mig som formand. Jeg fortsatte som menigt bestyrelsesmedlem indtil valgperioden udløb. Overenskomstforhandlingen blev ført af FAS’ Forhandlingsudvalg for alle specialerne. I den allersidste runde blev det ørelægerne, som måtte præstere de sidste 20 millioner, der skulle til for at puslespillet faldt på plads. Dette forløb må jeg tage på den negative side i mit regnskab. Jeg kan så glæde mig over, at jeg i 1990 på ny blev valgt til formand – Min afgang i 1997 blev tilrettelagt og planlagt gennem 2 år.

De praktiserende ørelæger har altid haft behov for et forum, hvor de kunne drøfte fælles problemer og udveksle erfaringer. I 1984 fandt jeg derfor anledning til – udenfor lægeforeningsregie – at stifte foreningen Praktiserende Otologer i Provinsen (POP). Senere blev også “Københavnerne” medlemsberettigede, og foreningen hedder nu Danske Otologer i Praksis. Foreningen afvikler møder med både fagligt indhold og plads til socialt samvær. Denne forening har jeg været formand for fra starten.

Mine slutbemærkninger må være: Det er interessant, lærerigt og givtigt at deltage i organisatorisk arbejde. Men det er også slidsomt, og belaster både ens praksis og familielivet. Men har man lyst til indsatsen, så beriges man med mange oplevelser.

Fra 1. maj 2000 har jeg været privatiserende, altså uden lægeligt arbejde. Mange spørger: Hvordan kan du det, efter så mange meget aktive år? Jeg kan kun sige: Jeg nyder det! Kære læser: Glæd dig, til også du når skelsår og alder.

  1. januar 2001 J. Christrup

 

1997-2001 – Formand Niels Gammelgaard
Min tid i bestyrelsen og ikke mindst min tid som formand var præget af overenskomstfornyelsen i 2000.
DØNHO’s bestyrelse under formanden Jørn Christrup nedsatte et moderniseringsudvalg bestående af Ole Herbild, Per Kildegaard Larsen og Niels Gammelgaard.
Vi udarbejdede en ydelsesbeskrivelse, som indgik i specialets modernisering. Vores sigte var primært at tilgodese de ydelser, som andre ikke udførte, i høj grad med baggrund i, at vi skulle udskille os fra de praktiserende læger. Der har igennem tiden altid været tale om, at man skulle overføre øjen- og ørelægers arbejde til de praktiserende læger, evt. i højere grad dengang end nu. Vores sigte var derfor at prioritere de operative ydelser samtidig med, at der naturligvis også blev tilført penge til de ikke-operative ydelser.
På sigt havde jeg en drøm om, at vi måske kunne indgå som en slags funktionsbærende enhed med de lokale hospitalsafdelinger. I moderniseringen lykkedes det at få indført en række nye ydelser samt at tilgodese vores ønsker vedr. fordelingen af økonomien.
Der blev samtidig også set på fremtiden, idet en del af ydelserne ikke udmøntedes med det samme, fx tonsillektomierne, som vi forudså, var noget folk ville tage op, når honoraret blev sat i vejret, hvilket har vist sig at være korrekt.
I overenskomstforhandlingerne deltog på vores side Ole Herbild og Niels Gammelgaard og på Amtsrådsforeningens side Ole Rasmussen. Vi havde et meget konstruktivt samarbejde, som mundede ud i aftalen omkring overenskomsten 2000. Vores speciale fik tilført en økonomisk indsprøjtning på 8%. Vi undgik modpartens krav om bl.a. ophævelse af retten til analogisering, henvisningspligt m.m.
Tiden har vel vist, at vi fik konstrueret en overenskomst, som på mange måder var langtidsholdbar, men naturligvis med tiden har krævet justeringer. Vi prøvede også at få indført et 3-honorar system, hvor man havde en opdeling af honorarerne i gruppe 1, 2 og 3, men dette kunne Amtsrådsforeningen ikke tilslutte sig.
Mht. høreapparatbehandlingen var der i lang tid kontakt mellem Social- og Indenrigsministeriet og forhandlerne, men kontakten løb ud i sandet og det endte som bekendt med, at vi ikke fik tilført HA-behandling til specialet umiddelbart, men kun som en valgmulighed

2001-2004 – Formand Peter Haahr
Specialet gennemførte en fuld modernisering i 2000. Den blev til efter et længerevarende udvalgsarbejde (Niels Gammelgaard, Ole Herbild og Per KIldegaard Larsen). Specialet blev tilført ca 25 mio kr, som primært blev udmøntet i en række nye ydelser, herunder allergiydelserne 1. kons (0601), 2. kons (0602), Efterfølgende kons (0603), Telefonskons (0604) og Kutantest (2601), Fiberlaryngoskopi (2010) samt en lang række andre ydelser.
Der var problemer med, at holde forbruget af ydelser inden for økonomiprotokollatet, hvilket krævede en del korrespondance til medlemmerne for at undgå reduktion af ydelserne. Det medførte bl.a. en reduktion af ydelsen Fiberlaryngoskopi (2010). Der blev desuden indført en rammeaftale for forundersøgelse og tilpasning af høreapparater i speciallægepraksis (2007 og 2008).
Folketinget indførte i denne periode, ved lov, mulighed for frit valg mellem offentlig (skatteyderbetalt) og privat (kommunalt tilskud) høreapparatbehandling. SST udgav i denne anledning et sæt faglige retningslinjer for høreapparatbehandling, herunder hvilket typer høretab man anbefalede behandlet på audiologiske afdelinger og offentlige høreklinikker. Socialloven, hvorunder hjælpemidler hører, gav imidlertid den enkelte patienten mulighed for frit valg, uanset typen af høretab.
Interesseorganisationen HØPA (Foreningen af høreapparatbehandlende ørelæger i praksis) blev dannet i foråret 2004, med Torsten Johnsen som formand. 
Første version af hjemmesiden på domænet www.doenho.dk, blev lanceret i 2003 (webmaster: Mikkel Holmelund)
Første personalekursus blev afholdt i Kbh i 1999. (Kursusarrangør Peter Poulsen). I 2001 blev det fulgt op med et personalekursus i audiologi og der har siden været afholdt et årligt personalekursus (Kursusarrangør Mikkel Holmelund).
Peter Haahr blev i 2004 valgt til Formand for FAPS’ bestyrelse.

2004-2008 – Formand Mikkel Holmelund
DØNHO gennemførte igen i 2005 en modernisering, denne gang som en delmodernisering  (Mikkel Holmelund). Der var brug for flere nye ydelser og der var efterhånden oparbejdet et stort forbrug af analogiseringer, som i følge overenskomsten kunne konverteres til nye ydelser. Delmoderniseringen tilførte specialet en ekstraøkonomi på ca 25 mio kr. Det medførte indførelse af  særydelserne: Tonsillotomi (3015), Suturfjernelse (3050), Mechebehandling af extern otit (3051), Oprensning af radikalkavitet (3052), Fjernelse af fremmedlegme (3053),  Uvulektomi (3056). Der blev desuden indført nye Tillægsydelser: Otolitreposition BPPV (2022) samt Ultralydundersøgelse af bihuler (2021).  Der var i de følgende år en del problemer med at overholde det aftalte økonomiprotokollat, hvilket medførte honorarnedsættelse og limitering, for et par af de moderniserede ydelser.
Der skete i denne periode en opblomstring i oprettelsen af private høreklinikker ejet og drevet af praktiserende speciallæger. Det medførte en del uro på det private høreapparatmarked og i medierne, idet speciallægerne, som henvisende part, blev anklaget for unfair konkurrence. Det medførte at Sundhedsministeren udstedte krav til speciallægerne om at indhente skriftligt informeret samtykke, når de behandlede patienter i egne private høreklinikker. Også indenfor DØNHOs rammer var der uro. Der var eksempler på kolleger der indgik aftaler med private udbydere om, at sende patienter til HA tilpasning hos en bestemt udbyder, og som tak fik betaling pr. henvist patient (returkommision). Det tog DØNHO’s bestyrelse skarpt afstand fra, hvilket bl.a. medførte en skriftlig trussel fra en advokat på vegne af et medlem om, at gøre juridisk ansvar gældende. Senere samme år bebudede samme medlem en stævning af formanden på baggrund af udtalelser i DRs udsendelse Kontant. Stævningen blev dog aldrig effektueret. DØNHOs bestyrelse udarbejdede på denne baggrund Anbefalinger privat høreapparatbehandling til medlemmer der ønskede at drive private høreklinikker.
Bestyrelsens politiske arbejde  i hele perioden var desuden præget af , at ønsket om at få ændret betingelserne for Tutorlæger samt på, at få ændret rammeydelserne for høreapparatbehandling (5007/5008), til en egentlig del af overenskomsten.
Anæstesiologiens modernisering i 2007 medførte en væsentlig forbedret anæstesiologisk betjening, specielt i forbindelse med længerevarende, intubationskrævende indgreb.
I 2007  arrangerede  bestyrelsen (v. Peter Tingsgaard) det første Formøde i tilslutning til DSOHH’s Årsmøde.
Anden version af hjemmesiden på www.doenho.dk, blev lanceret i 2007 (webmaster: Mikkel Holmelund). En nyskabelse var et lukket debatforum samt Download-arkiv.
Mikkel Holmelund blev i 2008 valgt til Næstformand i FAPS’ bestyrelse og Formand for Forhandlingsudvalget.

2008-2012 – Formand Peter Tingsgaard
Peter Tingsgaard blev i 2012 valgt til Næstformand i FAPS’ bestyrelse og Formand for Forhandlingsudvalget. 

2012-2014 – Formand Pia Juul Skov

2014- – Formand Ann-Louise Reventlow-Mourier

Kursusudvalg

 

Statistik

Medlemstal:

1994  282
2001
2002
2003
2004  330
2005  324
2006  314
2007  310
2008  322
2009  321
2010
2011  314
2012
2013
2014
2015 294
2016  294
2017  292

 

Organisationens formænd:

 1981-1983  Jørn Christrup
 1983-1989  Steffen Lund
 1989-1990  Jan Steglich-Petersen
 1990-1997  Jørn Christrup
1997-2001 Niels Gammelgaard
2001-2004 Peter Haahr
2004-2008 Mikkel Holmelund
2008-2012 Peter Tingsgaard
2012-2014 Pia Juul Skov
2014- Ann-Louise Reventlow-Mourier

 


Bestyrelsen

  • Titel: Formand og medlem af FAPS' bestyrelse
    Navn: Ann-Louise Reventlow-Mourier
    Adresse: Vesterbrogade 82, 2. tv
    1620 København V
    Email: ann-louiserm@dadlnet.dk
    Telefon: 33314330
    Fax: 33314330
  • Titel: Næstformand
    Navn: Liviu Guldfred
    Adresse: Rønnedevej 62C
    4640 Faxe
    Email: liviu@guldfred.dk
    Telefon: 56714571
  • Titel: Kasserer
    Navn: Christian Bak
    Adresse: Toldboden 1
    8800 Viborg
    Email: chr.bak@gmail.com
    Telefon: 86620337
  • Titel: Sekretær
    Navn: Lena Jørgensen
    Adresse: Ahlgade 63,1.th,
    4300 Holbæk
    Email: onhholbaek@hotmail.com
    Telefon: 59 44 05 35
  • Titel: Bestyrelsesmedlem og repræsentant i DØNHOF
    Navn: Thomas Qvist Barret
    Adresse: Torvegade 1
    8900 Randers C
    Email: tqbarrett@yahoo.com
    Telefon: 86423566
    Fax: 86423535
  • Titel: Bestyrelsesmedlem
    Navn: Peter Tingsgaard
    Adresse: Korsgade 6, 1. sal
    4200 Slagelse
    Email: ptingsgaard@dadlnet.dk
    Telefon: 58533854
    Fax: 58503932
  • Titel: Bestyrelsesmedlem
    Navn: Peter Nytofte Skov
    Adresse: Vendersgade 26, 2. sal
    7000 Fredericia
    Email: pnskov@icloud.com
    Telefon: 75 92 05 20
  • Titel: Repræsentant i DSOHHs bestyrelse
    Navn: Kim Werther
    Adresse: Københavnsvej 80, 1. sal
    4000 Roskilde
    Email: k.werther@dadlnet.dk
    Telefon: 46353644
  • Titel: UEMS-repræsentant
    Navn: Michael Lüscher
    Adresse: Park Allé 15, 3.
    8000 Aarhus C
    Email: michaellyscher@yahoo.dk
    Telefon: 86194900
  • Titel: Webmaster
    Navn: Mikkel Holmelund
    Adresse: Strandgade 64, stuen
    3000 Helsingør
    Email: mholmelund@dadlnet.dk
    Telefon: 49201252
    Fax: 49201253